Global problemløsning fungerer ikke pga. kollektive handlingsproblemer og free-rider incitamenter. Dette påvirkes også af politikeres præferencer for genvalg, hvorfor de ikke vil påtvinge ”hårde” politikker på befolkningen.
Hale, T. & Roger, C. (2014) ‘Orchestration and transnational climate governance’, The review of international organizations, 9(1), 59-82
- Teksten kort (hvad handler den i grove træk om? F.eks. Ofte et modsvar/kritik/viderebygning af tidligere forskning)
Teksten omhandler problematikkerne ved at løse globale klima problemer, og hvordan introduktionen af non-state og sub-state aktører kan bidrage positivt til at løse problematikkerne. Teksten undersøger, hvilken rolle traditionelle aktører i international politik, såsom stater og internationale organisationer, har med henblik på at orkestrere initiativerne der har med non-state og sub-state aktørerne at gøre. Hovedfokus er på TCG, transnational climate governance, og hvad denne ændring til transnationale initiativer kan medføre.
- Definition med henvisning af centrale variable og relevante ord (fx definition af føderalisme eller andre ord, der kan optræde til eksamen)
Orchestration:
Processer, hvori stater og/eller intergovermentale institutioner påbegynder, udbreder, styrker og guider sub- og non-state aktørers transnationale ”governance”. Orchestration er en måde at overkomme kollektive handlingsproblemer, og kombinere traditionelle og moderne ideer omkring, hvordan det løses. Der overvejes både interstatsligt samarbejde, og de positive effekt der kan være ved at inddrage private aktører, NGO’er og sub-state aktører. Tilgangen kombinere bottom-up og top-down perspektiver på problemløsning.
Sub-state aktører:
Det kan fx være specifikke dele af nationale bureaukratier, eller lokale og regionale ”regeringer”. Fx hvis en dansk kommune arbejder sammen med en kommune i Tyskland så er der tale om et transnationalt samarbejde mellem sub-state aktører.
Hierarkisk, og horisontal problemløsning:
Der belyses to umiddelbare tilgange til løsningen af kollektive handlingsproblemer.
Den hierarkiske tilgang kommer i spil når én aktør er magtfuld nok til at påtvinge handling på andre stater, hvor det kollektive handlingsproblem forsvinder. Fungere stort set kun under hegemoni.
Horisontale løsninger forekommer langt sjældnere, da problemet man prøver at løse i sig selv skal kunne påtvinge handling, da der ikke er nogen udefrakommende instans der påtvinger handling, hvorfor vi vender tilbage til det kollektive handlingsproblem.
Hierarkisk- og horisontal governance:
Hierarkisk governnace kan anskues ud fra principal-agent formen, hvorved vi ser en principal der uddelegere opgaver til agenter, men i kraft af den hierarkiske natur så ligger størstedelen af magten hos principal.
Horisontal governance omhandler frivillig deltagelse i samarbejder, hvorved man sætter standarder for ageren, eller bidrager med et fælles gode. Der skelnes mellem entreprenør governance, hvorved de samarbejdende aktører er NGO’er og/eller firmaer, og transgovermentale netværk, hvori det er sub-state aktører der samarbejder på tværs af stater.
Den fundamentale forskel på de to er at horisontale samarbejder er baseret på frivillighed mens hierarkiske samarbejder bliver påtvunget dele af de ”samarbejdende” aktører.
