Teksten kort:
På trods af at global opvarmning er et globalt problem, så er løsningen ikke nødvendigvis global. At sige at løsningen nødvendigvis skal være global, giver en grad af beskyttelse til politikerne i nationalt regi, da de kan henlede befolkningens opmærksomhed på globale løsningsproblemer. Herved drages der en linje til kollektive handlingsproblemer i relation til global problemløsning.
Teksten omhandler kollektive handlings problemer, free riding, spil teori og undersøgelser af hvad det egentlig ville koste at reducere global opvarmning.
Central(e) variable:
Der er ikke tale om en kausalmodel, men derimod kollektive handlingsproblemer og free rider problematikker i relation til løsningen af et globalt problem.
Dog er det selvfølgelig tilfældet at, hvor påvirket et land er af konsekvenserne ved global opvarmning styrker eller svækker deres incitamenter til at løse problemet, hvorfor rige vestlige lande ikke har store incitamenter til at løse problemet da de ikke i høj grad rammes af konsekvenserne.
Centrale påstand:
Bruger uddrag fra Barak Obama og Hu Jintaos taler 3 måneder inden klimatopmødet 2009 i København til at påvise fokus på globale problemløsning.
Verdens lande har ikke lige interesse i at løse det globale klima problem, da ikke alle lande er synderligt udsatte som produkt af de forventede problematikker. Hovedsageligt er det de rige vestlige lande, der ikke er i risikozonen når det kommer til konsekvenser af klimaforandringer.
Der er også et skel mellem de lande der faktisk forårsager problemerne ved at udlede drivhusgasser, og de lande som bliver ramt af konsekvenser.
Der arbejdes under antagelsen om at de fleste lande allerede udnytter deres relative fordele til at have det tilnærmelsesvis mest indbringende samfund de kan have, hvorfor strukturelle ændringer vil være enormt forstyrrende for landes velstand osv. I kraft af det ville være dyrt, og det ikke er høj indkomst lande der bliver påvirket bliver handling fra de påvirkedes side igen problematisk.
Der laves et estimat baseret på data fra McKinsey på, hvor meget det ville koste USA at reducere deres CO2 udledning, og der argumenteres for at beløbet faktisk er overkommeligt, men i kraft af at det skal tages fra andre policy områder er det usandsynligt at vælgerne vil stemme for et sådant forslag.
I kraft af de mange incitamenter til at free-ride, så reduceres mængden af det offentlige gode ved fælles handling. I dette tilfælde reduceres det, hvor meget vi reducere global opvarmning.
Som produkt af dette problem undersøges muligheden for at få hoved-forurenerne til at påtage sig ansvaret, da dette reducere det kollektive handlingsproblem pga. det lavere antal aktører. De største udledere af CO2 er USA og BRIK-landende. Problemet bliver her dog at BRIK-landende har en fattigere befolkning end USA, hvorfor de ingen interesse har for at betale prisen for reduktion af CO2 udledning.
Videre argumenteres der for at pga. Kyoto aftalens manglende sanktionsmekanismer, og relativt lave krav om handling fra mange stater, så gjorde den faktisk ikke nogen mærkbar forskel, og vi så faktisk en stigning i CO2 udledning efter denne. Dog dannede aftale grundlag for nye aftaler, hvorved man fulgte op på det tidligere, men disses effekt er ligeledes tvivlsom.
Der fremlægges en anden strategi, der bygger på aftaler med færre aktører og endda bilaterale aftaler, hvorved de rige vestlige stater kunne finansiere CO2 reduktions fra fx BRIK-landende. Dette kunne fungere pga. pengenes relative højere værdi i de fattigere lande, hvorved et monetært tilskud ville betyde mere her end i det vestlige lande, og man derved kunne begynde at reducere CO2 udledning.
